Sider

onsdag den 17. oktober 2012

Feriestrik i alperne


Siesta strik på balkonen. En grøn trøje vokser langsomt frem. 




Lige meget hvor jeg kigger hen myldrer smukke detaljer frem.


Lederhosen, lange sokker, vandrerstøvler, tyrolerhatte og vandrerstave præger bybilledet.






søndag den 7. oktober 2012

Forandring fryder - eller hvordan der kan komme nyt liv i kludene



Udsalgskup resulterer nogle gange i fejltagelser, - i hvert fald for mig. Af en eller anden grund fortsætter jeg med at gøre den slags kup, uanset mine erfaringer, fornuft og logiske sans.
Jeg forelsker mig hovedkuls i en eller anden detalje, tanke eller forestilling. Sådan var det også med den meget dyre "tunikating" med det flotte broderi og den fantastiske brug af tynd, tynd silke og tyk, tyk  silketråd. Jeg kan altså bare meget godt lide kontraster....


Til gengæld har jeg ikke brugt den mere end 2 gange. Vi passede bare ikke helt sammen. Men "tingen" har hængt i klædeskabet L Æ N G E, så længe, at det var på tide, at sende den til genbrug eller genopstandelse.



Så gik jeg og tyggede lidt på det. Jeg var jo ret vild med det der broderi. Diskret, hverdagsagtigt og alt andet end prangede, var nogle af de ord, jeg ikke villle bruge om broderiet.

Besluttede HURTIGT at "tingen" ikke skulle til genbrug ude i byen. - Jeg greb den nærmeste saks - og fritlagde broderiet.
Herefter strøg jeg vlisofix på bagsiden. Drønede forbi Stof 2000 lørdag kl næsten lukketid og fik et par meter tungtfaldende viscose med hjem.

Stoffet blev HURTIGT klippet ud i 2 STORE firkanter, som jeg forsynede med 1,5 cm skulderskråning.
Skidtet blev syet sammen, der blev bukket om til hals og så blev "broderiet" strøget fast.

HURTIGT kastede jeg nogle sømme rundt langs kanten af broderiet og i selve broderiet. Ærmerne blev klippet og sat på og hele molevitten blev syet sammen.

Nu har jeg en diskret, hverdagsagtig, prangende og glamourøs robe at hylle mig i. Nu kan jeg gøre hverdagen hver dag lidt mere festlig.




Den fineste gave i hele verden!


Det er ganske vist, - den 28. september blev jeg et helt år ældre. Min datter gav mig verdens bedste fødselsdagsgave, som hun havde arbejdet på L Æ N G E  i sfo'en.

Jeg blev vækket med et tillykkekys og fik stukket en flot indpakket gave i hånden. Under papiret gemte der sig en blød og lækker og meget smuk pude.


Bag hvert sting gemmer der sig dyb koncentration og stolthed over at kunne i smuk kombination med ønsket om at bringe glæde.

Puden er den fineste gave, jeg nogen sinde har fået.

Og til sætningen "I love you Mor" kan jeg kun sige:"Jeg elsker også dig meget, meget, meget højt min allersødeste datter."

En fiks og færdig model ved navn Lilly


Søde Lilly er blevet færdig med alle de forandringer jeg havde planlagt.

Hun er strikket ud i et - så slap jeg for sammensyninger i siderne. De er svære at få rigtigt pæne, når jeg har strikket i lutter retstrik.

Lilly har fået en lille smule taljemarkering, der gør at hun falder rigtig pænt.

Jeg har strikket et par riller ret ned langs forstykkerne. Jeg synes, det er en god afslutning.

Endelig har jeg forsynet Lilly med gammeldags hægter i stedet for knapper og knaphuller.

Desværre er hun lidt (for) lille, til gengæld ved jeg af erfaring, at efteråret æder mine ekstra "feriemuskler", så jeg tror på at Lilly og jeg kommer til at se en masse til hinanden i løbet af vinteren.




Lilly er blevet sådan lidt retrolækker. Det er lidt ærgerligt, at hun hænger på en kedelig kontrastfarve på billederne. Hun er faktisk blevet fin;-)


Tyst, tavs & travl - jeg løb tør for fus...

Allerførst - TAK til jer, der har kigget forbi i løbet af den sidste måned. Mit hamsterhjul har snurret så hurtigt, at jeg ikke har kunnet følge med. Desværre. Derfor har jeg ikke opdateret 2800-dk. Og jeg kan selv se, at der muligvis nok kommer flere tyste, tavse og travle perioder i den nærmeste fremtid. Forhåbentlig får jeg bugt med dem og finder nogle minutter til at cruise forbi her og skrive en hilsen til verden.

Allermest håber jeg, at I stadig vil gide kigge forbi - gerne en gang imellem...

Et er ikke at opdatere, noget andet er at sidde med hænderne i skødet. - Det sidste har jeg IKKE gjort, for så var jeg for alvor blevet vanvittig af at optræde som god, gusten og grinagtig hamster. Uden husflid, håndarbejde og hygge mister jeg helt overblikket og glemmer at trække vejret ordentligt.

Håndarbejde er mentalhygiejne.

Godt nok er det ikke de store bedrifter, jeg har begået, men overskuelige projekter af en vis nyttighed.
Nu går jeg i gang med en opremsning, som vil resultere i en lige så lang række billeder.
Med andre ord, - en lang tavs uopdateret periode resulterer i billedspam i hvert sit indlæg. Her kommer det første:



Sommerferietæppet gav et stort overskud af bomuldsgarn, som skulle bruges. Fordi grydelapper er hurtige at lave, kastede jeg mig over en produktion.

Grydelapperne er hæklet i halve stangmasker i dobbeltgarn. Jeg har stukket nålen i den bagerste lænke for at få lidt struktur. Kanterne er i "enkelt" garn og hæklet i fastmasker.