Sider

torsdag den 30. august 2012

Hmmm, - jeg samler vist på sten...


"Hvorfor har du egentlig så mange sten", spurgte min datter. Jeg svarede, at det havde jeg da heller ikke... Men det var FØR jeg kiggede efter.

For langs altankasserne ligger der sten. Særlige sten, som jeg har fundet og taget med hjem. Jeg synes, de er pænere at kigge på end bar beton kant. - Men jeg har faktisk bare samlet dem op og taget dem med hjem, fordi jeg ikke kunne lade være.

Der er sten fra Jylland og Sjælland og udlandet, sten fra hvor-som-helst-når-som-helst.


Der hænger sten på væggen på altanen. Særlige sten. Hulsten. Nogle er fundet i Skagen, nogle på Stevns og nogle i Tisvildeleje. Nogle af de helt små er plukket på parkeringspladser og andre "naturtro områder".


Og så er der selvfølgelig mine feriesten. De kommer allesammen fra de græske øer.
Hver enkelt sten er samlet op, fordi den har "kaldt" på mig.

Og når jeg holder en af stenene i hånden, kan jeg mærke, hvor godt det er at holde ferie...


Så jeg må hellere se det i øjnene. Jeg har mange sten. Jeg samler på dem. Og hvis sandheden skal frem, så har jeg faktisk flere. De er bare gemt væk...

onsdag den 29. august 2012

Får på marken midt i byen...


Kun 3 minutters gang fra hvor jeg bor, holder fårene til. Jeg går tit et lille smut ned omkring dyrene. Og jeg morer mig næsten hver gang over synet med får i forgrunden og shoppingcenter i baggrunden.



Nogle gange lykkes det mig at lokke fårene tæt på. Birkeblade plejer at virke.


Og når der ikke er flere, så vender man bare røven til og går sin vej...

lørdag den 25. august 2012

Lilly gi'r den gas i en guldskål


Jeg kan ikke lade være med at lave ændringer i strikkeopskrifter. Uanset hvor lidt de fortjener det. Og uanset hvor ærgerlig, jeg nogle gange bliver over mig selv og min trang til at lave noget om, som der faktisk er helt i orden! 

Denne gang går det ud over Lilly. Den fine trøje på side 40 i "Mere Feminin Strik".
Min Lilly skal have mere facon. Min Lilly får talje. Min Lilly får strikket kroppen ud i et og ikke inddelt i ryg og forstykker.

Derfor har jeg slået et par ekstra masker op og strikker indtagninger i siderne. Og når taljen har en passende længde, tager jeg masker ud igen, til jeg ender med det antal, der er angivet i opskriften.

Endnu har jeg ikke besluttet mig helt. Men jeg tror altså ikke, at min Lilly skal have knaphuller. Og jeg tror nok også, at der skal noget kantafslutning på hals og forstykker...

Når jeg ikke strikker på Lilly, hviler hun i den skål af guld, som jeg lige har lavet til hende.


tirsdag den 21. august 2012

Verden set bagfra...

Denne fætter møder jeg hverdags-dagligt. Den får mig til at smile, for jeg ser den mest bagfra.

mandag den 20. august 2012

Amandas fødselsdag blev fejret med nyt garn!


Amanda blev syet sammen i weekenden. Hun, eller rettere sagt trøjen ved navn Amanda, er et stort hit. Sjov at strikke, flot, skøn pasform, faktisk bare lækker. Jeg kunne ikke vente med at knipse hende til hun var skyllet og tørret. Så her er noget af hende i uredigeret tilstand.

Og strikkelysten er stor for tiden. Mens jeg strikkede de sidste pinde på Amanda, afgav jeg en ordre til min bedste garndealer på nettet, for jeg var klar til næste projekt.
2 dage efter jeg klikkede "køb" stod garnet foran min dør, da jeg kom hjem fra job. Stor lykke.



Jeg PLEJER at købe Samarkand, men denne gang ville jeg prøve Coast. Og det er jeg meget glad for at have gjort. UltraUhyrligtUdsøgt - sådan vil jeg betegne den kvalitet.

Igen strikker jeg fra "Mere Feminin Strik" - denne gang "Lilly", men med små justeringer a la moi.

To tråde Coast giver den rette strikkefasthed i forhold til opskriften - med plads til at give bomulden lidt vækst.
Og med mit elskede krydsspoleapparat var det ingen sag at "producere" to trådet Coast. Farven hedder Cassis...





torsdag den 16. august 2012

Et dørhåndtag er et dørhåndtag - eller er det?



Min arbejdsplads ligger midt i den smukkeste del af Købehavn K. Så vejen derhen er fuld af skønhed i form af bygninger, tårne, spir, statuer, blomsterkummer, glade turister - og alle os andre, der bare er på vej på job.
Jeg kan stadig efter 6 år blive overrasket over nogle detaljer, jeg ikke tidligere har lagt mærke til.

I dag opdagede jeg f.eks. dette helt særlige dørhåndtag, som sad på en helt almindelig moderne forretningsdør af aluminium...

onsdag den 15. august 2012

Solskin hele vejen hjem

I dag nyder jeg at have tidligt fri. Alle veje fører hjem, og en af dem går gennem stisystemer langs en masse dejlige blomster...

søndag den 12. august 2012

Hvorfor hedder det ikke lokkemarked?

I gamle dage, da min datter var lille, gik vi på lokkemarked. Og jeg syntes det var en fuldstændig korrekt betegnelse. For vi blev begge lokket til at gøre mange vidunderlige køb og til at digte mange historier om de kup, der lurede på hvert et bord vi kom forbi.

I dag gik vi på loppemarked. Nogle ting forandrer sig bare meget hurtigt. Og nogle ting forbliver de samme. - Vi digter f. eks. stadig historier om de ting vi ser.


Disse dukker er blevet elsket helt skeløjede af en lille pige, der i virkeligheden hellere villa have en bamse, men det kunne hun ikke få for man havde ikke opfundet "Build a Bear" endnu...


Og så ønsker vi os en masse ting. Som f.eks. de her helt skønne zinkbokse, der nemt kunne være blevet vores, hvis bare vi havde plads (og penge) nok...



Og så jubler vi, når vi får prisen pruttet ned på eventyrlige juveler. Dette fine similispænde blev vores for en 20ér.


Og så bliver begge MEGET glade, når vi finder SMUKKE håndlavede ting, som bliver solgt af en virkelig sød og sympatisk kunstner.

Vi forelskede os hurtigt i armbånd og ørenringe. Desværre lykkedes det mig ikke at tage nogle ORDENTLIGE billeder af skattene. Men jeg vil bestemt anbefale nogen at lægge vejen forbi her.


Dagens sidste fangst blev et skuffemøbel. Jeg ved godt nok ikke, hvor i hjemmet det skal monteres, men det "kunne" et eller andet og jeg faldt med et (mindre) brag for den smukke sorte glasplade.

Nu vil vi ud i solen. Vi går ned i "Farfars" have og nyder livet!

Ha' det rigtig godt derude, - håber I får en vidunderlig søndag, der rummer alt det bedste I ved.

Lykken er en søndag formiddag efter mit hjerte...



Lykken er blandt andet en stille søndag morgen på altanen med en kop kaffe fuld af sukker og mælk og et yndlingsstrikketøj i selskab med nogle af de blomster, der har besluttet sig for at overleve en uge uden vand.

Amanda er ved at være færdig. Jeg kan meget snart gå i gang med forkanterne. Jeg tror hun bliver god - også selv om jeg synes ærmerne ser LIDT korte ud. Og jeg er meget LETTET over, at der er garn nok. For en overgang var jeg sikker på, at jeg måtte ud i en alternativ løsning med kanter i en anden farve.

Måske er det sandt at lykken står den kække bi?
Eller måske kan det bare betale sig at vente med at løse problemerne til de opstår?
  


lørdag den 11. august 2012

Bærjagten er gået ind, - men helt ærligt er det for sent?


Vi har nogle ting, vi gør hver sommer. En af dem er, at vi cykler rundt og plukker bær. Vi bor i et område, hvor der er plantet rigtig mange bærbuske - solbær, ribs, stikkelsbær og hindbær, - til fri afbenyttelse.
Den, der kommer først, gemmer bær til de næste. Den, der kommer sidst, får ingenting.

I år er vi vist kommet sidst. For dagens høst er mager.



I år var der INGEN bær på hverken solbær, stikkelsbær eller ribsbuske. Men de buske fik også en hårdhændet "gårdmandsbeskæring" i det tidlige forår. - Men vi fik da et par hindbær...

Desværre ikke nok til at fabrikere min yndlings bærlikør. Så nu må jeg vist hellere på på en ny form for jagt - nemlig tilbudsjagt. For der KAN ikke komme en vinter UDEN hjemmelavet bærlikør.

Men herom lidt senere...

fredag den 10. august 2012

Skat, ved du hvor jeg har stillet sofaen?


Jeg ved hvor sofaen er. Den står nede ved Lyngby Sø. Hvordan nogen har transporteret den derhen, ved jeg ikke. Man skal et godt stykke af forskellige smalle stier for at ende der, hvor jeg mødte sofaen. Og det er helt umuligt at køre dertil i bil.




Hvorfor lykken også er at kunne se ordentligt i solen!


Åh ja, hvor var det godt, at jeg lige løb direkte i armene på et godt tilbud i en græsk lufthavn.
Jeg kunne ganske enkelt ikke modstå at betale og putte solbrillerne i tasken. For jeg har tidligere haft et par. Og siden jeg mistede dem, har jeg knebet øjnene sammen bag stort set alle de solbriller, jeg har haft på.

Men ikke mere. Amanda og jeg sidder i solen og kører raglanindtagninger. Min pande er afspændt og øjnene ser så fint, som var de nye.

Jeg er bare så glad. Og brillerne virker også ganske tilfredse.


torsdag den 9. august 2012

Ferieformen passer alt for godt


Jeg elsker, når jeg ser noget, jeg ikke havde regnet med. Som f. eks. på ferien at se en montre fuld af is, der bestod af fint formede dyr.
Så bliver jeg glad!


Eller da jeg helt tilfældigt fik øje på havmanden...

mandag den 6. august 2012

Sommerferie sommermorgen


Jeg er tilbage i hamsterhjulet. Jeg er frisk og glad og udhvilet. Og jeg længes efter min sommerferie sommermorgen udsigt.