Sider

onsdag den 23. november 2011

Tiden går jo...

Det er ved at være på tide at skifte uret i køkkenet ud. Det måler sommertid med blomster og summende bi. Og der er ærlig talt ikke meget sommer over vejret i dag. Næh nej, jeg vil ha' juletid i køkkenet og i resten af huset, - så et af weekendens projekter bliver at få bragt orden i den sag!
- Må hellere skrive en seddel til mig selv om at det er et UOPSÆTTELIGT projekt.

Lettere fedtet køkkenur på sommertid med blitzlys

tirsdag den 22. november 2011

Gråvejr i Nordjylland...

Jeg blev færdig med "den romatiske cirkeltrøje" fra "Mere feminin Strik".
- Den blev god.
Jeg strikkede den lidt længere end opskriften foreskriver. Havde på fornemmelsen, at jeg ville blive glad for at kunne løfte armene op over hovedet uden at skulle blotte for meget maveskind... Og det var en fin ide. Efter aflukninger til "ærmer" fortsatte jeg 6-7 cm i glat inden jeg skiftede til rib.

Det mest irriterende ved at lukke af, når jeg strikker trøjer "oppe-fra-og-ned" er, at jeg synes kanten bliver så pokkers uelastisk. Det problem fik jeg også løst. Jeg googlede "elastisk aflukning" og endte på youtube, hvor Geilsk har været så venlig (TAK) at oploade instruktionsfilm til en virkelig nem og elastisk aflukning.
- Den er hermed anbefalet - se den her!

Og hvor er så billedet af min "romantiske cirkel trøje"? Faktisk går trøjen lige nu rundt langt oppe i det nordjyske. Den er på et par ugers ferie. - Når den kommer hjem til mig igen, skynder jeg mig at knipse den...


Til gengæld kommer her et billede af mit sjal strikket af rester og STÆRKT inspireret af  lige netop det samme sjal, som florerer i strikkeblogland...
Jeg har strikket mit i samarkand fra Holst Garn og i en tynd alpakka fra Isager. Begge garner var til overs fra andre projekter.
Mønsteret er 4 p ret, 2 p glat på p 4,5. To garner på retpinden, Samarkand på glatpindene. - Der går forholdsvis mere garn til retstrik end til glatstrik og jeg var lidt i tvivl om hvorvidt, jeg havde garn nok. Da sjalet havde en ok størrelse slap alpakkaen op, - men det var nok til kant i samarkand (jeg elsker det garn!)

tirsdag den 8. november 2011

En fluffy grå sky...

For et par uger siden købte jeg Lene Holme Samsøe's "Mere Feminin Strik". Og DET var et godt køb. Der er MANGE modeller i bogen, som mine fingre kribler efter at strikke.
Så jeg er mere eller mindre gået i gang fra en ende af, - baglæns.
Første projekt på pindene er "Cecilia", - er lige blevet færdig med mønsteret. Og der har ikke været de store udfordringer. Men et par gange har jeg mindet mig selv om, at jeg skal strikke det der står i opskriften og IKKE hvad jeg tror der står...
Jeg strikker i Drops Kid Silk, i en skøn grå...


torsdag den 3. november 2011

Øv, - ikke samme indfarvning!

Hm, øv! Strikketøjet fra lørdag blev begået i nogle rester jeg havde liggende. - Desværre tog jeg blot fra gemmerne UDEN at tjekke indfarvningerne.
Det gør jeg så IKKE igen. For som det fremgår af fotoet, er der farveforskel midt i arbejdet.

Jeg har en idé til en redning, - der skal tamporeres. Ikke lige nu, men snart...

søndag den 30. oktober 2011

Pompom, hulmønster og andre søndagsgodter




Inspiration til strikket hulmønster
  
- Min cykel trængte også til at trille ud i naturen og nyde stilheden sammen med mig. Vi kørte til Lyngby sø og strejfede på må og få rundt i åmosen og langs med vandet.
- De fleste blade havde forladt trætoppene og lå som et farveafstemt patchworktæppe på stierne og på "kanalerne". Og det var ganske som om naturen var gået i garn og strikkemode.
- Hjemme igen gjorde jeg gårsdagens strikketøj færdig. En kort poncho med hæklede kanter dekoreret med kulørte perler.
- Ponchoen er en julegave og forhåbentlig bliver modtageren glad. Jeg ved lilla er hendes yndlingsfarve.


PomPom fra naturens hånd
 


lørdag den 29. oktober 2011

- I dag er jeg alene hjemme...

Hvor kan jeg bare godt lide at have en hel dag helt for mig selv.
Og i dag har jeg svælget i fritid. For jeg har ladt støvsugeren står tavs og uden sug, vasketøjet har fået lov til at have sine pletter, nusserier og opsamlede dufte helt for sig selv. Intet og ingen har forstyrret mig, mens jeg har nydt stilheden, roen, et varmt karbad og et nyt strikketøj.
Sådan en lørdag oplever jeg kun en gang imellem. For i virkeligheden er det jo fantastisk med liv og selskab i huset. Og normalt rocker møbler, gulvplanker og indefims i takt med datter og veninder, mens jeg vimser omkring og fikser ting, fordi jeg ikke kan lade være. Bare ikke i dag, for der er jeg alene hjemme.