Om hvorfor det godt kan betale sig at gemme garn i 9 år...

For 9 år siden var jeg på barsel. En dag købte jeg en masse garn, selv om jeg ikke havde nogen anelse om hvad jeg ville strikke af det.
Så jeg gik lidt rundt og kiggede på garnet, men ingen ideer meldte sig.
Til sidst kom garnet i "kommoden, der rummer lidt af hvert".

Her levede det en kummerlig tilværelse indtil den dag, hvor jeg pludselig fik lyst til at strikke neverkont. (Staves det sådan og hedder det sådan?)

Uanset stavemåde - fattede jeg pindene og gik i gang. Tanken var, at jeg ville strikke en rummelig sweater. Med glatstrikkede ærmer og måske noget kant i sort.
Senere blev den tanke opgivet, - jeg ville da strikke en kæmpestor gulvpude!

Begge dele var/er vel egentlig nogle fine ideer. Men ingen af projekterne blev andet end sat i gang.
Og ja, - puden kom tilbage i skuffen. Og der har den været de sidste 5-6 år. Det er LANG tid.

Forleden kiggede jeg igen i kommoden, - og lige med ét vidste jeg, at garnet da skulle genbruges. Puden skulle genopstår som sweater, - denne gang med snoninger og fletninger og alle slags krydsede masker.

Og Lene Holme Samsøe har været så god og rar at udgive en skøn bog fuld af fantastiske modeller. Jeg slog op på side 95 og så den skønne Amanda.

Nedslagtningen af puden gik i gang. Nu genopstår den som Amanda, som findes i "Mere Feminin Strik".